Klubnyheder

Nicolai Holm indstilles til frivilligprisen 2019

22. august 2019, 08.15


Af: Morten Larsen

Nicolai Holm indstilles til AGF og Arbejdernes Landsbanks nyindstiftede frivilligpris. Prisen gives til en, som gør et ekstraordinært frivilligt arbejde i én af AGF's samarbejdsklubber. Skødstrup Fodbold indstiller Nicolai Holm til modtagelse af prisen, og begrundelsen herfor kan læses her: 

På baggrund af utallige opfordringer fra trænere, spillere, forældre og samarbejdspartnere, indstiller Skødstrup SF, Nicolai Holm Rasmussen til Friviligprisen.

Nicolai har et helt uovertruffet engagement i Skødstrup fodbold, og det er de færreste der forstår hvordan han kan have overskud til en så stor arbejdsindsats i frivilligt arbejde.

Nicolai er som det første ungdomstræner i klubben og har været det i 13 år, siden han selv var 14 år gammel. Pt. Er han cheftræner for klubbens U15 drenge og U19 drenge. Det betyder 3-5 træninger ugentligt samt kampe. Nicolai har derved trænet mere end 150 af klubbens spillere, og mange af dem begår sig i dag på klubbens seniorhold. Da Nicolai har afleveret flere ungdomshold til U19/senior er dette skifte et område som ligger Nicolai dybt på sinde. Nicolai har arbejdet ambitiøst med overgangen fra ungdoms- til seniorspiller, herunder taget initiativ til ansættelse af U19-træner, som sidenhen er blevet seniortræner for klubbens 1. hold. Klubben er gået fra knap 30 seniorspillere i 2015 til 55 i 2019. Klubben spiller nu serie 2 for første gang i 12 år - og nu 3 halvsæsoner i træk uden at rykke ned. Klubben hari dag tilmed en U19-trup på flere end 20 spillere. 

Udover engagementet i træningen er Nicolai, naturligvis også en del af bestyrelsen i klubben, hvor han er næstformand. Her påtager Nicolai sig en utrolig mængde opgaver, såsom planlægning af træningstider såvel undendørs- som indendørs for samtlige af klubbens hold, ligesom han også er indover at sikre at banefordelingen går op i forbindelse med kampe. Nicolai er ligeledes kontaktperson for klubbens 8- og 11-mands hold, hvor han høster stor ros fra de øvrige trænere for hans sparring og support til holdene, ligesom Nicolai rekruttere nye trænere i klubben.

Mest beundringsværdigt er Nicolais arbejde med klubbens egen årlige fodboldskole. Nicolai har været med fra fodboldskolens begyndelse i 2007 og har været leder af fodboldskolen siden år 2010. Det er en fodboldskole med enorm succes. Skolen er vækstet fra 45 deltagere i 2007 til at der de sidste flere år har været omkring eller over 200 deltagere. Denne flotte vækst skal ses i lyset af at Nicolai samtidig har taget initiativ til en mini-fodboldskole for klubbens U5-U7 spillere der startede i 2014 og i dag har opbakning af mere end 50 deltagere årligt. Nicolais arbejde med fodboldskolen dækker alle parametre. Sikre trænerkapacitet, sikre indendørs faciliteter, sørge for at der er leverandør af mad til over 200 deltagere og ikke mindst frivillige hjælpere der kan hjælpe med servering af maden. Der er således ingen tvivl om hvor Nicolai har holdt sommerferie de sidste 10 år.

Alene i år har Nicolai taget initiativ til 2 nye tiltag. Bold&bevægelse, fodbold for 2-4 årige drenge og piger. Dette har fået opbakning af over 50 drenge & piger siden foråret. Udlandstur for alle klubbens 11-mand, der har til formål at skabe klubfølelse og fællesskab på tværs af årgangene. I 2019 var der over 100 spillere afsted og planlægningen af turen i 2020 er i fuldgang, hvor der forventes at deltage mere end 130 spillere.

Som om ovenstående ikke er nok, så er Nicolai endvidere ansvarlig for klubbens handel med Sportsmaster, hvor han forhandler aftalen og har taget initiativ og deltager aktivt i klubaftner, hvor klubbens medlemmer kan købe tøj.

Slutteligt kører Nicolai også på, med opdatering af klubbens hjemmeside og et hav af nyttige opslag på klubbens Facebook side, blandt andet med opdatering her mandag for samtlige af klubbens hjemmekampe i løbet af ugen. Nå ja, så hjælper Nicolai ligeledes med klargøring af boldrum til sæsonstart samt vedligehold af klubhus.

Alt i alt er Nicolai er fantastisk 27-årig gut, som de sidste 10-12 år givet så meget til klubben at det nærmest ubeskriveligt hvor stor betydning han har haft for Skødstrup fodbold. På denne baggrund indstilles han til Friviligprisen 2019.